selvom jeg forstår mindre
med tiden
vokser verdenen
bag blodkredsløb, lungevæv
dugperler og appelsinplantager
er der en dør
min mor og far
sejler på lysbølger
satellitter på nattehimmelen
mellem radiosignaler
og fiksstjerner
en muskel sitrer
ved mit venstre øje
et tog passerer
rabarberbed og troldhassel
drivende skyer
over haven, hvor jeg
for længe siden
efterlod min krop
i det grønne græs
fremtidens brændende byer
lytter til brummende bilmotorer
adrenalin i blodet
søvngængere ude
i hud og uden stoffer
samler flasker, forsegler
tønder med vand
kridhvide bygninger
på dagens tavle
kradser i valmuers fletværk
oven over metalfarvede drømme
her er livet og visionen:
falder gennem glas
der er vejene
hvis retning jeg
kender udenad
og så det tømte
mælkekarton i grøften
jeg udånder natsværmere
og den nye dag er
min begrænsning
trafiklys og endeløse
kastanjealléer
tallerkener og bestik
en håndryg med rynket hud
i opvaskebaljen
rustfarvet vand
et sted, et skovbryn
læskærmen om
en barndom
hvor kroppen stadig
indånder bregner
en ørn glider
gennem himmelrummet
panoramablik hele vejen rundt:
før jeg satte foden på jorden
en sælunge i et
alt for stort hav
eller før den første cykeltur
noget stiger og skrumper
frostpletter, de skingre stemmer
ekko i mine celler
porten åben
familien omkring aftenbordet
granatnedslag og fulde bægre
sagesløse ofre med
blåviolette mærker
og bortsprængte arme og ben
herfra kender jeg vejen
fra oplyste loftværelser
vandingskanalerne til
kvæg og fugle
i middagstimen
hvor planeter løber ud
i forsvindingspunktet
splittes skyer ad
glasur til pynt
for mennesker
uden ansigter
krampen er udtalt
i skuldrene
øjnene sløret af materie
sådan passerer vi
indblik gennem
brune døre
der er områder med håb
hvor børnene sidder
på skolebænke
rækker af
grønne ærter
det er dem
der holder livet
på plads
Under den
farveløse
dyne, kolde tæer
-
sætninger på hæld
som dage jeg ikke
vil vågne
vægge med
liljehvide lapper
lag for lag
synger musvitten
solen
op
På vejen til
banegården holder
jeg kufferten
tæt
til kroppen
Det går op for mig
at jeg ikke vil risikere
nogen skal se
hvilket udvalg
af nytteting og andre
liv-vendigheder
jeg slæber
med rundt
ej heller bøger
jeg foretrækker
alderen på min hårbørste
tandbørstens farve
eller
de krøllede
skjorter nederst
Blufærdigheden
er vel forståelig
ikke desto mindre
slår det mig:
Hvilken vigtighed
eller oprigtig interesse
kan der overhovedet
knyttes til ting
vi blot omgiver
os med?